Godt nytår!

Vel er dette ikke Rubicon og vel er jeg ikke den første til at servere menuen fra "90-års-fødselsdagen" men alligevel siger jeg: "Nytårsretterne est alea."

Frit fortolket, men tro mod oplægget.

Nytårsmenu 2013

"The soup" ( I think we'll have sherry with the soup, James.)

Østers med Mulligatawny skum

Fino Sherry

"The Fish" (I think we'll have white wine with the fish.)

Torskefilet - lun miso mayo - Baerii caviar - salturt.  
Breggo Chardonnay 2010

     Hummer intermezzo

     Grillet hummer og citrusmayo a mano. 
     Champagne.   

"The Bird" ( I think we'll have champagne with the bird.)

Poussin - rødbede - estragonsne - lakrids tapioka. 
Moët Chandon Rosé.

     Oste intermezzo

     Arla Unika udvalg 

"Would you like some fru-it?" (I think we'll have port with the fruit.)

Bagt æble - puré - creme - sprødt drys.
Sao Pedro das Aguias 2000.

Same procedure as last year? Not at all.

Godt nytår!

Åhhh Tuborg Tuborg Tuborg.......

Denne blog har tidligere revset Tuborg for den tilsyneladende uendelige strøm af mislykkede quasi-øl, der strømmer ud fra det tidligere hæderkronede brand's tappehaner, og nu har et nyt misfoster sandelig set dagens lys. Jeg overvejede først om den lille ny skulle tildeles et Røvhul, men det synes jeg alligevel var for fin en mærkning til ULTRA Grøn, som er navnet på fætteren.

Men hvad er det så Tuborg har gang i her? Tjaah med egne ord er "Tuborg ULTRA grøn en kraftfuld øl med en mild smag. Ingen bitterhed, ingen sure miner – bare mere af alt det, der gør livet lidt grønnere. Styrke: 6,5 % alkohol." Og her må man jo rose Tuborg for ærligheden. " Det smager ikke af øl, vi har stort set ikke brugt humle og du har alligevel kun brug for sprutten". Se, det er markedsføring, der er til at forstå. "Hej bebumsede Breezerdrikkende, bimler-beruset-rundt-i-byen-i-en-provinsbrandert-agtige type, vi er lidt bekymrede for øls markedsandel på både kort og langt sigt, så kunne du ikke allerede nu forlade alkopops og slå dig løs med bajere? Vi ser dig gerne på vores hold, når du som 55-årig desillusioneret fraskilt taxichauffør i Rødovre skal skylle livets genvordigheder ned og voksne med breezere er bare så no-no og vi skal nok sørge for at det ikke smager af en skid indtil du kan klare en FF'er".
Eller hvad de nu tænker. Ihvertfald blev resultatet en lille grøn dåse(kæk til grillfesten) med en øl brygget på vand, bygmalt, glukosesirup, sukker, naturlig humle aroma og humle. Suk.
Nå, men vi skriver jo 2013, og det kan jo være man NU kan koge suppe på en sten og så peppe den lidt op, så din yndlingsblogger har smagt på varerne:

Næse: Dufter mildt af korn iblandet en besynderlig syntetisk æbleduft, lidt som de første frugtshampoos i 80'erne og associerer mere til et sommerknald i en bygmark end til øl hvilket der forsåvidt ikke er noget direkte i vejen med.

Mund: Grotesk sød(man aner det slagsmål hvor marketingstype vandt over bryggerfag), utroligt vandet, mere retronasal æble-oplevelse og dernæst mild halsbrand.
Jeg har næsten ikke ord, der beskriver hvor dårlig denne øl er. Jeg er mildest talt forbløffet over at den nogensinde har fået lov til at forlade tegnebrættet og jeg er glad for at jeg først er faldet over den nu. 
Om den får lov at pryde Tuborgs gravsten er tvivlsomt, men ovenpå fiaskoerne med Tuborg Twister, Hvid og Blå Tuborg, T-beer og Tuborg Lime virker denne øl som Tuborgs pendant til det fænomen at en nylig afdød krop tømmer blære og tarm. Den sidste ølprut. 
Tak for kendskabet, Tuborg. Du gjorde noget for musikken.

Mere kaffe?

Der er ny kaffe i byen. Og den er god.

Da jeg begyndte at riste min egen kaffe for over 10 år siden var det næsten ikke til opdrive en grøn kaffebønne i kongeriget endsige frekventere et mikroristeri. Men i 2013 kan glade afficionados vælge mellem et utal af webshops, enhver større by har et risteri og kaffe har virkeligt fået fokus. Også på restauranterne, hvor selv et fantastisk måltid før i tiden kunne afsluttes med en meget middelmådig kaffe. Nu har de fleste bedre spisesteder oppet sig, endda i en grad hvor det indimellem tipper over så gæsterne bliver budt på ligelovligtyndgrumset kaffe serveret af laboratorieudstyr. Men hellere det end GevaliaMerrildBKI-rædslerne, der kun leverer brutal bitterhed og koffein.

Nu har et nyt risteri, "Øristeriet" set dagens lys. Navnet refererer ikke til en placering i strandkantsDanmark, men formentligt til det faktum at al kaffen er økologisk. Porteføljen er kaffer i prislejet 120-200+ kroner og målgruppen dermed de mere kvalitetsbevidste kaffedrikkere.

Korkoggodt har smagt sig igennem et bredt udsnit af udvalget med et par søvnløse nætter og let summende tilstand til følge, men alt for dig, kære læser.

Kaffen kommer i kraftige folieposer med envejsventil, der tillader de naturlige gasser fra nyristet kaffe at slippe ud, uden at ilt kan slippe ind og dermed forringe smag og holdbarhed. Sådan skal det være. Desuden er poserne mærket med den temperatur kaffen er ristet til, samt en holdbarhedsdato, der ligger sådan cirka et år ude i fremtiden. Jeg tror at de færreste kaffedrikkere har gavn af at kende temperaturen, men for os hjemmeristere kan det måske være interessant. Holdbarhedsdatoen er formentlig reel nok i forhold til sundhedsfare, men jeg kunne aldrig finde på at drikke kaffe ristet for et år siden, og jeg synes også, at et kvalitetsbevidst risteri som Øristeriet burde agitere for friskristet kaffe, og istedet(eller ihvertfald også) sætte en ristedato på. Så kan forbrugerne også selv vurdere, hvornår de synes kaffen begynder at tabe i smag i forhold til hvor gammel den er, og dermed justere deres indkøb eller forbrug efter det.

Og nu til kafferne, her følger vurdering af tre enkeltkaffer og to espressoblends.

Guatemala Finca Ceylan Y Anexos – shadegrown: 

Denne kaffe fra Guatemala er et smukt eksempel på den kvalitet landet kan levere. Fin næse af  frisk halm, mælkechokolade og nødder. Relativt kraftig mund og en blid bitterhed i finalen. Der en dybde i kaffen, som vi hjemmeristere kun sjældent får frem og en god ”kaffe-rigtig” eftersmag. Glimrende allround-kaffe, som ikke bør brygges for kraftigt eller trække for længe. Jeg brugte mit standardmål, 55g/liter, 96 grader varmt vand og trækketid 4 minutter. Det var passende og bør i hvert fald ikke overskrides. 

Sidamo Suke Quto Gr.1, Operation Cherry Red, FT, Single Origin: 

Sidamo kommer fra Ethiopen, vis kaffer ofte er meget aromatiske og florale, grænsende til det te-agtige. Det er også tilfældet med denne kaffe, produceret af producentforeningen Suke Quoto. Næsen dufter af nødder og sort te med et lille floralt pift, munden er i fin balance med blid syre og kun et meget nænsomt bittert bid. Det er sjældent at kaffe ligefrem er læskende, men det er denne fremragende kaffe. Den er i den dyre ende, men der er fuld valuta for din mokkakroner.

Colombia Bucaramanga: 

Byen Bucaramanga, der har givet navn til denne kaffe, ligger i hjertet af det bjergrige kaffedistrikt i det nordøstlige Colombia, ikke langt fra grænsen til Venezuela. Og det er givetvis en kaffe, der vil appellere til mange. Den dufter ”rigtigt af kaffe” med sine ristede, lidt tørre chokoladenoter. Munden har markant, men behagelig bitterhed og lever sikkert dermed fint op til almendanskerens forventninger til en kop kaffe. Men den rammer altså også kaffehjertet hos en mere nørdet afficionado som mig. Det er en rigtigt fin kop.

Espresso Unica:

Fin næse af mørk chokolade og tørret frugt.  Flot crema. Munden er først silkeblød inden et relativt heftigt syrebid sætter ind. Til trods for den lyse ristning er der dog en afsluttende bitterhed, som ikke rigtigt komplimenterer kaffen. Jeg mistænker, at man måske har forlænget ristetiden for at kompensere for den lave temperatur og dermed har fremprovokeret de bitre noter, men det er kun et gæt. Det skæmmer lidt indtrykket af en ellers fin espresso, der langt overgår alt hvad der står illy og Lavazza på.

Espresso A2:

Skøn blomster- og chokonæse, virkelig indbydende duft. Munden har en fin syre/sødme balance men igen afsluttet med en lidt for markant og skarp bitterhed. Jeg kan bedre lide denne espresso end den forrige, det er dejligt at se florale kaffer som yirgacheffe og sidamo få lov at spille hovedrolle, men det ville klæde begge blends at slippe af med den forstyrrende bitterhed.

Der er modighedspoint til Øristeriet for at lave lysristet espresso. Især fordi mange forbinder espresso med en lille kop meget stærk og grotesk bitter kaffe, hvilket er helt ufortjent. Når espressoen er bedst er den nærmest det modsatte; en drik med udtalt egensødme, ingen bitterhed og en smag der er det tætteste man kommer på duften af nymalet kaffe. Bitterhed i kaffe kommer som regel af for mørk ristning eller for lang trækketid, hvorimod lys ristning og kort trækketid giver mere syrerig kaffe. Derfor undrer det mig også at begge disse lysristede espressoblends var bitre. Jeg mistænkte også mit eget udstyr hvor rester af gammel kaffe og fastbrændte olier kan give en ubehagelig bitter bismag, men mit eget blend som jeg brugte umiddelbart inden testen havde ikke denne bitterhed og en ekstra rengøring af både kaffekværn og espressomaskine gjorde ingen forskel.

Der er dog ingen tvivl om at det er glimrende kaffer, der kommer fra det nye risteri, så læg bare vejen forbi når du skal tanke kaffebønner næste gang. Øristeriet er hermed budt velkommen i Kaffeland.

WYBIWYG

Danske forbrugere har det mad i butikkerne, de fortjener. Det var, hvad jeg tænkte i morges, da jeg hørte nyheden om, at brødpriserne ikke er faldet i takt med at prisen på korn falder. Endnu engang skummer producenter og detail-led altså din fløde, ligesom de til en vis grad har gjort det med sænkelse af fedtafgift og sukkerafgift.

Da der tilsyneladende ikke er tale om karteldannelse eller afstemning af priser, er det ikke muligt for myndighederne at gribe ind eller lovgive, så der er kun én, der kan ændre supermarkedernes adfærd. Og det er dig, kære forbruger. Det betyder altså, at så længe du stadig køber det for dyre brød i butikkerne, eller undlader at gøre opmærksom på, at du synes det er urimeligt, så vil butikkerne agere efter ”går den, så går den”-metoden. Nu kan det måske virke lidt akavet at sige til kassedamen at posen med Kondi Karl eller yoghurtboller er lige pebret nok, men hvis du nu systematisk begynder at holde øje med kilo-priserne på dine dagligvarer, så opdager du måske hvor ublu din købmand er. Før indførelsen af sukkerafgift lå kiloprisen på slik typisk omkring 100 kroner for børnenes fredags-kick af Malaco og Haribo. Nu, efter indførelse og fjernelse af afgiften ligger kiloprisen på op til 230 kr(normalpris i føtex). Men ofte kamufleret af uigennemskuelige tilbud og røde prisskilte. ”1 pose for 24,95,  2 poser for 39,-” lyder billigt, men kig nu på den kilopris for dit smør, dit brød, dit kød og se om det du betaler er rimeligt. Og ellers så lad være. Og så giv dit supermarked en lille kærlig reprimande på fx deres facebook-side, så kan det være, der sker noget. Du har nemlig magt, og de sociale medier er et glimrende sted at udøve den magt, fordi dine kommentarer og synspunkter er  ude til utroligt mange mennesker øjeblikkeligt. Og det ved forretningerne. Og hvis din kommentar bliver fjernet, eller svaret på den er urimeligt, vil det afføde en lind strøm af protester fra dine medforbrugere.

Men du kan altså også nøjes med at undlade at købe varerne. Det kræver dog, at det rent faktisk betyder noget for dig, at du ikke er ligeglad med hvad du skal betale for dem, at du ikke blot køber en billigere eller ringere variant af det, du plejede at købe inden priserne steg, og at du indser at det er DINE valg, der bestemmer butikshyldernes indhold. Det er ikke nogen skam at være kritisk i forhold til sine leverandører. Det er fint at ny nordisk køkken er trendy og at aviserne roser Noma, Kadeau, Geranium og alle de andre fantastiske restauranter vi har fået i nyere tid. Men det rykker ikke en tøddel hvis danskernes middagsborde stadig bugner af vintertomater fra de Kanariske øer, tremmegris eller Hattingboller. Og da slet ikke til overpris. Selvfølgelig ville det være herligt hvis vi allesammen købte kød og pålæg hos slagteren, fisk hos fiskemanden(hvis der fandtes nogle) osv. Men jeg erkender at langt de fleste menneskers hverdag ikke efterlader tid til(eller prioritet af) andet end supermarkedet. Men så må man også gerne stille krav til dem, være kritisk og give dem på puklen, når de fortjener det. Og spis så brød til. Hjemmebagt. "What you buy is what you get".

Nytårsmenu 2012

Østers 

dild, æble, snaps

Friske østers pyntes med brunoise af sure æbler, dryppes med dildolie og dildsnaps.

Raumland V. Triumvirat Grande Cuvée Brut 2005

*

Hummer

miso, mayo, sesam, yuzu

Levende hummer flækkes på langs og grilles over hård varme. Dyppes i creme af mayonnaise rørt med brun miso, sesamolie og yuzu. Spises med fingrene.

Anne Gros Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits Cuvée Marine 2010

*

Torsk

smør, kejserhat, urter, røg

Filet af torsk i sylteglas med smør og kejserhat, bagt i ovn. Tilsættes urter og røg, hviler 5 minutter. Spises ud af glasset.

Henri Boillot Bourgogne 2010

*

Svinebryst

hoisin, rødkål, honning

Firkant af langtidsstegt sprødt svinebryst med sticky sauce af hoisin, honning, løg og piment. Fintstrimlet lynsyltet rødkål og koriander.

Lyeth Pinot Noir 2010

*

Citrontærte

Klassisk mørdejstærte med citronfyld. Drysses med rørsukker og brændes med gasbrænder inden servering.

Marquis de Seynac Montbazillac 2002

*

Godt nytår!

Dansk vins fremtid?

Indrømmet, jeg er en anelse ude af trit med prisudviklingen på dansk vin, og indrømmet, vinen i mit glas lige nu er ikke verdens største vin. Men den er alligevel god nok til at inspirere til denne artikel, og alene det fortjener et par rosende ord.
Denne vin fik mig fundere over, hvad fremtiden er for dansk vin. For er tiden ikke løbet fra snerpende danske rødvine i 300,- kroners klassen? Er nyhedens interesse ikke kølnet tilstrækkeligt til at  vi ikke længere er ligeglade med om kvalitet og pris er i fornuftig balance, som i dansk vins pionérdage, hvor det var lidt sjovt at smide en dansk vin på bordet eller ind som blinder i en vinsmagning? Uanset prisen? Ihvertfald gælder ovennævnte mig. Der skal ikke ikke herske tvivl om, at der bliver produceret glimrende dansk vin nu. Anders Selmers vine fra Lilleø er rigtigt fine, men de er altså også i et prisleje hvor der er temmelig meget andet godt fra mere etablerede vinregioner. Og jeg har da også fået drikkelige danske røde, og anstændige bobler. Bare ikke til prisen.
Men forleden, da jeg på en hektisk hverdag susede gennem en netto-butik, faldt jeg over en vin fra Falster. Nærmere betegnet "Galsgaard Vin - Regionalvin - Zalas Perle 2010" til beskedne 59,- kroner.
Den røg uden tøven i den gule kurv og i skrivende stund er den altså nået i glasset, og du får hermed så godt som i realtime del i mine betragtninger. Først til udstyret. Flaske med skruelåg(+plus) og etiket i fesen økogårdbutikspapirbrun med alt for mange skrifttyper og stregtegning af drueklaser som var det en  billig græsk restaurants menukort (-minus). Bagsideetiket med lidt for lille font, stavefejl og det formentligt for almenvældet relativt ukendte udtryk "svæv i vinen" placeret nogenlunde midt i en kluntet tekst.(-minus) Men hey, hvem har sagt at danske vinbønder også skal være design-guruer eller linqvistiske genier? Og den naive rustikke charme eller det modsatte skal jo ikke stå i vejen for indtrykket af vinen.

Næsen først lidt svovlet, men åbner efter lidt tid op med duften af knækket hyldegren i en frisk og ikke skræmmende næse. Jeg har haft emhætten i væsentligt værre konfirmationsvine i ballonglas, hvor man skulle tage mod til sig for at tage et sip. Det er ikke tilfældet her. Munden er domineret af et heftigt syreangreb som sikkert vil forskrække nogle, men et standhaftigt syrehaps i vin er altså ikke at foragte, og løfter vinens muligheder for at agere i kulinarisk sammenhæng. Her i et sådant omfang at vinen nok bør ledsage noget mad. Jeg tænkte straks "ferskvandsfisk" fx aborre, gedde eller sandart, vis ofte lidt fade smag kræver syre i vinen. Men har du været i Vadehavet og fylde dine waders med de ret salte østers kunne du godt overveje at skylle de første stykker ned med den her, når du kommer i land. Munden gemmer hverken på burgundisk dybde eller Loire-kompleksitet, men er frisk og spændstig og uden mislyde af nogen art. Og jeg er da nået til andet glas, mens disse ord tog form.
Altså, kort fortalt. Det her er en fin oplevelse med dansk vin. Og jeg kan virkeligt godt lide tanken om at dansk produceret vin er noget man falder over i sit lokale supermarked, som ikke koster en formue, som har kulinarisk anvendelighed og drinkability. Det er altså lidt sjovere end at have været hele hovedstaden rundt for at opstøve en flaske dyr dansk vin, der når du drikker den får dig til at tænke at du nok alligevel skulle have spenderet budgettet på den dér kultcuvée fra Languedoc din vinkendernabo bliver ved med at prale af, men aldrig vil lade dig smage("For særligt udvalgte, nabo, for sææærligt udvalgte. Der er vi to sgu ikke endnu" brummer han skraldgrinende mens han forsøger at kigge din kone i udskæringen). Eller den surprise-champagne til din udkårne på en tirsdag, der kortvarigt ville få hende til at anerkende dig som den verdensmand du føler dig som, og som sørme også kaster lidt romantik af sig. På en tirsdag. Fordi ungerne er på lejrtur og badminton aflyst. Og så til farsbrød, Karsten, din lurendrejer.
Nå, men tilbage på sporet inden der går haiku i det hele. "Galsgaard - Zalas perle" kunne sagtens repræsentere en interessant vej frem for dansk vin, så prøv den hvis du falder over den. "Den er sur" vil svigermor udbryde, men så stik hende den Ananas-Breezer der blev efterladt da mødregruppen mødtes hos jer uden børn, og som ingen af jer rigtigt vil indrømme at I godt kunne tænke jer at drikke. På en tirsdag. Og nup så selv et ekstra stort glas af Perlen fra sydhavsøerne og glæd dig over at dansk vin nu måske bliver mainstream, the obese way....

Ej blog til lyst - og lidt om kaffe

Jeg ved det, jeg ved det....der er ikke sket meget på bloggen her det forgange års tid, og så kan man heller ikke forvente at have loyale læsere tilbage, men skal vi ikke bare blive enige om, at I kan kigge forbi hvis I gider, og jeg kan skrive i tilsvarende omfang? Jeg vil jo gerne...når jeg har lyst.

Nok om det, inden du læser videre skal du lige læne dig tilbage og sige højt "Tillykke Anders, nej hvor er flot". Gør det nu. 

Jeg er nemlig blevet kåret til Årets Skandinaviske Hjemmekok 2012. Finalen blev afholdt under madfestivalen Matstreif i Oslo i september måned. Her mødte jeg den bedste svenske og den bedste norske amatørkok i en kokkekonkurrence on stage under festivalen. Vi skulle på 60 minutter lave en hovedret med gris og en dessert med æble til 4 personer, der skulle serveres for to dommere og to fra publikum. Og det blev altså heldige mig, der løb af med sejren. I Norge og Sverige er der årlige konkurrencer i at være bedste hjemmekok, men vi har ikke en tilsvarende konkurrence i Danmark. Jeg var derfor udvalgt på baggrund af en indsendt opskrift, og dermed med som lidt af et wildcard. Både dommere, deltagere og arrangørere var meget hyggelige mennesker og vi afsluttede alle dagen med et 25 retters menu på Restaurant Ylajali, en fantastisk oplevelse og bestemt en anbefaling værd.

Bedst af alt er dog førstepræmien i konkurrencen, nemlig tre dage i køkkenet på Noma, som jeg glæder mig meget til at afvikle, det bliver med garanti en storslået oplevelse.

Nå men back to blogbusiness. Jeg har fået tilsendt 4 prøvepakker kaffe fra CoffeebeansOnline, en kaffewebshop med base i Herning. Sitet har et bredt udvalg af kaffebønner og tilbehør og i bedste 90'er stil endda et stort udvalgt af kaffebønner med tilsat smag, fx "Chocolate Orange Mint". De tilsendte kaffer var dog rene kaffer, der var to "enkeltkaffer" fra en serie der hedder "Reserve Collection" samt to espressoblends.

Kafferne ankom behørigt emballeret i en lille papkasse, og var pakket i 150 grams ventilposer. Dette er som udgangspunkt glimrende, hvis kaffen er friskristet. Nyristet kaffe afgiver nemlig gasser de første  par døgn og ventilposer tillader disse gasser at slippe ud, uden at atmosfærisk luft trænger ind. Men, hvis bønnerne allerede er afgassede når de pakkes i disse poser vil de altså påvirkes af den luft der kommer med i posen og så er vakuumpakning at foretrække. På poserne er opgivet en "produktionsdato" og en holdbarhedsdato. Nu er jeg jo noget af en kaffe-purist-nørd-moderatfanatiker, og rister normalt min kaffe selv, så den altid er frisk. Og hvis "produktionsdatoen" på poserne er ristedatoen, så er det rigtigt dejligt(og så kunne der ligesågodt stå det). Men hvis "produktionsdatoen" er den dato, hvor en medarbejder i Herning har omhældt kaffen fra store jutesække og på mindre poser, klar til forsendelse, så er datoen i bedste fald ligegyldig og i værste fald misvisende. Holdbarheden er angivet til et år, men om et år kan du altså ligeså godt drikke Rød Gevalia. Eller Nes. Så smager kaffen nemlig ikke af noget alligevel.

Nu til selve kafferne.

Guatemala Finca Bourbon:

Denne kaffe er mellemristet og bør heller ikke ristes mørkere, så forsvinder dens fine nuancer. Den færdigtbryggede kaffe(stempel) havde en fin og indbydende mild nøddeagtig kaffeduft. Og leverede en glimrende kop kaffe. God krop, fine næsten te-agtige noter, meget let syrlighed og blottet for ubehagelige bitre nuancer. Dejlig fyldig kop kaffe, og oplagt "after dinner" kandidat.

Kenya Peaberry:

Kenyakaffen var en anelse lysere ristet, en lys "city roast", en ristning som klæder Kenyakaffer og tillader deres aromatiske jordagtige nuance at komme til sin ret. Denne kaffe var ganske typisk i sit udtryk, let og elegant med en fin syrlighed, jord og en lille røget tone. Men den var altså også en smule træt og i min kaffemund var den altså på nippet til at være for gammel. Ikke som i udrikkelig. Ikke som i "ingen vil kunne lide den". Mange, mindre anale mennesker end jeg vil sikkert synes den er fin. Men som i alt for træt til at koste over 200,-/kg. Til den pris var det her desværre ikke godt nok.

Italian Roast Espresso:

En klassisk mørkristet espresso, blandet af kaffer fra Indien, Guatemala og Etiopien. Den første espresso kom  pjasket, bleg og uden crema ud af maskinen, og det tog lidt tid at justere kværn og dosering, inden jeg fik lavet en rigtig espresso. Det er IKKE kaffens skyld, men understreger blot at baristahåndværket er svært, der er mange variable og man skal kende "årsag og virkning"  når man vil lave ordentlig espresso. Og at alle jer med Kruppsmaskiner og formalet Illykaffe på dåse er doomed og ligesågodt kan drikke Nespresso. Så er det sagt, bliv ikke fornærmede, men sådan er det. 

Men altså, det er old-school italiensk stil, det her, espressoen fik fin crema med rødligt skær og smagte udmærket. En anelse unuanceret og "brændt" som ren espresso måske, men glimrende som fundament for mælkebaserede ting, cappuccino, latte etc. 

Six bean espresso:

Det her er meget mere min kop te, hvis man kan sige det. Jeg fik i første hug en smuk gylden espresso med masser af crema. Som espressonnørd ved man det bliver godt, når espressoen skal "settle" som en Guinness, inden man kan drikke den. Lækker intens espresso med noter af nødder, marcipan og røg, og kaffen virkede superfrisk. Som entusiastisk hjemmerister er jeg selvfølgelig varm fortaler for at riste sin kaffe selv, men jeg må indrømme at professionelt ristet kaffe kan opnå en dybde det er svært at opnå i hjemmemaskinen, og det var tilfældet her. Glimrende kop, og tak for den.

CoffeebeansOnline har altså glimrende kaffer i deres portefølje, og der er meget at vælge imellem. Hjemmesiden er en anelse uoverskuelig, og uden søgemulighed, så det kan godt være lidt svært at navigere rundt. De tilsendte prøvekaffer kunne ikke alle leve op til prisen, men Six Bean overleverede til gengæld. Med så stor en portefølje kunne det godt blive en udfordring for firmaet at levere lige frisk kaffe af alle slags, og jeg vil også altså også insistere på at kende ristedatoen. Men siden er bestemt et kig værd for nysgerrige kaffeentusiaster.

Carls ditten og datten

Disclaimer: Dette indlæg er spontant-blogget, uden forudgående planer om resultat, sproglig finesse eller meningsdannelse.

Foran mig står tre øl fra Carlsberg. Det er det seneste testsæt af snart mange, hvor Carlsberg præsenterer en række nye øl for forbrugerne. Som regel er det de kedeligste øl der vinder, og får lov at blive på markedet men jeg er lidt usikker på hvad planen er denne gang, så det må du selv google.

Anyways, øllene har stået i køleskabet længe, men nu må tiden være inde til at få anmeldt banditterne. Det sker mens du læser det!(næsten).

Testøl #1 "Plzner". Den sjove stavemåde med "z" refererer formentlig til byen Plzen, hvorfra pilsneren har sin oprindelse. En klassisk pilsner bør være en undergæret, gylden øl på omkring 5% med et markant aftryk af bitterhumle i finalen. Danske konsumpilsnere er i min optik ikke humlede nok, hvilket gør dem kedelige at drikke og giver maltsøde bodega-bøvser, men lad os se hvad den her kan.

Næsen er umiskendeligt carlsbergsk(gæren) men giver udover føromtalte sødme ikke meget fra sig. I munden finder jeg ikke umiddelbart mere humle end i den vanlige Carlsberg pilsner, men smagt op mod hinanden er der måske forskel. Bagetiketten afslører brug af "humlearoma", så mit gæt? En standard Carlsberg pilsner tilsat humlearoma for at gøre den en lille smule anderledes og "ølvalgsberettiget". Dom: Ligegyldig fesen fætter, og spild af kostbar smagetid. Prutøl, sat op med roser.

Testøl #2 "Bock". En bock er en undergæret lagerøl(mørk), der stammer fra byen Einbeck. Den bør have et vist maltpræg, evt. med restsukker og er relativt stærk (6-8%). Og den her væltede lige ned i min USB MIDI controller og dryppede på sidste faktura fra Dandomain. Nå, tilbage i glasset. God kraftig karamel og kornduft i næsen på en 47-agtig måde. Og efter at have smagt den, tænker jeg faktisk at det kunne være en 47'er. Sursød mund, let humlebid og en lidt sprittet finale. Klassisk dansk stærkøl, og langt fra en god tyskerbock. Dom: Ligegyldig fesen fætter, og spil af kostbar smagetid. Endnu en spritterøl.

Testøl #3 "Gylden". Om hvilken vi ved, at der er kælet for detaljerne med både glucosesirup og hyldeblomstekstrakt. Førstnævnte bør få ølkenderadvarselslamperne til at lyse med det samme, da glucosesirup kun bidrager med billigt sukker til gæringen, og dermed får øllet til at smage af mindre end øl på ren malt. Men det kan selvfølgelig være et mål i sig selv. Den står flot og morgenuringul i glasset(dog ikke så grumset), men hvordan er den så? Næse: Som at stikke en nøgen arm ind i et mørkt værelse. Mund: Let syrlig, let sød og ikke så meget andet. Jeg kan ikke rigtigt detektere hyldeblomsten, så lad ikke den skræmme dig væk. Dom: Fornærmende ringe øl, der må få brygger Jacobsen til at rotere som en Vestas mølle i stiv kuling. Øv.

Helt ærligt, Carlsberg, tag nu lige at stikke fingeren i markedet og tænk jer lidt om. Hvis I vil have andel i kvalitets-øl segmentet, så fortsæt med at lave gode Jacobsen-øl, med nye veltænkte varianter med jævne mellemrum. Og det må godt være klassiske øltyper mere end rosafarvede hvedeøl med grannåle og pift af "nordisk", eller øl til 2000 kr flasken. Ikke alle kan leve højt på noma, capice?

Og hvis I bevare jeres plads blandt industriøllene, så lav nogle nogenlunde anstændige bajere, sponsér noget sport, og pas jeres branding. Men lad være med at spilde alles tid med øl som disse. Jeres stamkunder drikker alligevel de almindelige øl, og så slipper I for at fornærme os, der gerne vil have et ordentligt bryg.

Og så spørg endelig, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med

En forglemmelig aften

”Era Ora” betyder noget i retning af ”På tide”, og det var da også sådan jeg havde det, da jeg sammen med en ven trådte over dørtærsklen til  Danmarks dyreste italienske restaurant. For år tilbage interviewede jeg den sympatiske indehaver Elvio Milleri i forbindelse med en artikel til Vinmagasinet, men dengang blev det blot til en kop kaffe og et tur mellem de mange tusind vinflasker restauranten er i besiddelse af. Nu skulle køkkenet endelig prøves af.

Der var ikke mange besøgende denne tirsdag aften, og vi fik således selv lov at vælge bord, hvorefter et glimrende glas spumante blev skænket. Vi valgte uden tøven den store 14-retters menu til 950, der lader sig ledsage af hele tre forskellige vinmenuer til hhv.  1250,- 2250,- og 4000,-.  Vi valgte i al beskedenhed den billigste.

Første mad på bordet var en skiferplade med tre små appetizere, et stykke paneret, friteret mozzarella, en lille rulle mortadella og en skefuld ”pappa al pomodoro” som er en toskansk tomat/brød-”grød”.

Det hele smagte fint, om end jeg var lidt undrende over at restauranten virkelig syntes at paneret ost, købepølse og en klat tomat skulle være vores første indtryk af stedet.

Næste servering var tre af i alt seks antipasti. Først rå skiver af havtaske på agretti, en herlig italiensk grøntsag, man desværre ser alt for sjældent. På toppen lidt ”fehår” af kataifi, en mellemøstlig filoagtig dej. Glimrende, velsmagende og velkomponeret ret, der straks sendte forventningerne i top.

Ved siden af en jomfruhummerhale på lidt bisque og kinaradise og med en sort oliventuile.  Fin haps, men intet nyt under solen her. Og sluttelig en ”arancino”, en siciliansk friteret riskugle, her med fagiolini bønner. Glimrende. Den ledsagende vin var en glimrende sprød og syrefast chardonnay fra Cesconi i Alto Adige(Südtirol)

Anden halvleg af antipasti serveringen bød på svitset kalvecarpaccio med rucola, ragosano-ost, tomat og balsamico. Igen en glimrende, men ikke vanvittig kreativ mundfuld. Så en flan af squash med paneret friteret mozzarella på toppen og en meriankvist. "Deja læst", tænker du? Ganske rigtigt,  vi stødte her på friteret, paneret mozzarella igen. Det holder sgu ikke rigtigt, synes jeg, på en Michelin-restaurant, især ikke når vi også havde fået friteret arancino. Men den sprøde panering var faktisk det eneste sympatiske ved retten, der ikke rigtigt smagte af noget. Squash-flan. Det siger næsten sig selv. Til sidst var der svinekæbe på polentina og blegselleri. Intenst og godt. Vi drak superdejlig barbaresco 2001(og ikke som anført i menuen 2000) fra Cortese. Herlig moden vin.

Primi Piatti. To pastaserveringer. Først gratineret spaghetti, med ricotta creme, linsesalat og pesto. Lille velsmagende servering hvor den øverste del af  ”spaghettireden” dog var tør på en måde, der skabte tvivl om hvorvidt det var meningen, eller blot resultatet af en lidt hårdhændet genopvarmning.

Anden del var spätzle med broccoli, ansjoser og små croutons. Fint velgennemtænkt lille sag, og sjovt at få spätzle. Endnu en glimrende og velvalgt vin ledsagede; Chianti Classico Grosso Sanese, Il Palazzino 2004. Ren sangiovese og i fin form.

"Excuse lige mig et øjeblik, men jeg smider altså ikke 2500 kroner på disken for at få dybstegt ost og grønt hele tiden.

Secondo Piatto. Gennem hele aftenen af tjeneren omtalt som ”your main course”, men alle retter havde samme lille tapas-agtige størrelse, så der var ikke rigtigt nogen grund til at tale den op. Den bestod af et stykke kalvefilet, der var velsmagende. Ikke så mørt, men det gør mig egentligt heller ikke noget, så længe smagen er i orden, og det var den her. Det samme kan man desværre ikke sige om det ledsagende tilbehør ”Tomatoes variation”. Tynde skiver af rå bøftomat, italesat som ”tomato carpaccio”, en tomatreduktion og gudhjælpemig endnu et produkt fra den gyldne brønd, en paneret friteret tomatbåd. Excuse lige mig et øjeblik, men jeg smider altså ikke 2500 kroner på disken for at få dybstegt ost og grønt hele tiden. Først mozzarella, så arancino, så mozzarella igen og nu tomat? Stod der ”Tempura” på døren? Nææææh…..

Jeg havde den ledsagende 1999 Terre di Siena på cabernet og merlot mistænkt for at være homøopatisk ramt af prop, men undlod at tage diskussionen. Den gled ned.

Som afslutning på det varme køkken, og inden osten, var vi blevet lovet en ganerenser, i form af en sorbet. Den kom på bordet samtidig med ostevinen(2004 Villa Fidelia Rosso, en fyrig ungdommelig rød), og bestod af hindbærsorbet med chokolade-flage og guldstøv.  Smagte fint, men noget ejendommeligt at få, mens der stadig er tør vin i glasset, og burde enten være kommet på den anden side af osten eller have været erstattet af noget andet. Det var jo en mundfuld dessert.

Osteserveringen var fin, 4 små stykker med hver deres ”condiment”, taleggio med syltet artiskok, en friskost med chilimarmelade og to faste oste vis navne er undsluppet mig. Og vinen klarede næsten skærene.

Desserttid. Først en semifredo på passionsfrugt, der ifølge kortet skulle ledsages af en chokoladesorbet, men fandentagemig om ikke vi fik samme hindbærsorbet, som lige havde forvirret os inden osten. Dog nu uden guld. Det er altså ikke i orden på det her niveau, Era Ora, bare så I ved det. Anden ombæring var ingefær-rabarber kage med mælkesorbet, og var en god og frisk afslutning. Vinen var på moscato, 2007 Due Cuori fra Veneto, og fungerede udmærket.

Vi afslog høfligt kaffen (65,- for en espresso, 80,- for en dobbelt) som vi istedet tog på nærliggende Café Oven Vande(51kr for en dobbelt espresso OG en americano) hvor vi evaluerede aftenen.

Executive summary. Det er alt for dyrt at gå på Era Ora, i forhold til hvad man får for pengene. Niveauet er ikke på højde med byens andre stjernerestauranter, og de nævnte friterings- og sorbet-fodfejl bør ikke finde sted. Vinmenuen var glimrende, men der blev skænket småt, dog med refill på de sidste to vine. Jeg blev på intet tidspunkt overrasket, overrumplet eller ramt af kulinarisk andægtighed, men fik ”blot” udmærket mad og glimrende vine. Det er efterhånden mit indtryk, at danske michelinrestauranter performer væsentligt bedre end i resten af verdenen, men desværre ikke Era Ora, som skuffede på samme måde som jeg også har prøvet det i Paris og Tokyo. Dyr, småprætentiøs,  masser af verbal staffage og fancy porcelæn, men uden egentligt at levere varen. Og selvom jeg som regel ikke bekymrer mig om mængden af mad, må jeg konstatere at sjældent har jeg fået så lidt at spise, som tilfældet var på Era Ora denne aften.

Det ærgrer mig, for jeg nærer masser af sympati for Era Ora og Elvio, som er en dedikeret herre, og det er flot at stedet har kunnet holde en stjerne i 15 år samt flere gange blive kåret som landets bedste. Men nu virker det som om, at der er hvilet lige lovligt længe på laurbærrene. Læser man på fx Tripadvisor er vurderingerne af Era Ora også ekstremt svingende, fra det sublime til opstyltede. Det duer ikke at have så svingende præstationer, i en tid hvor det bør være vigtigere at sikre sig at publikum kommer igen, eller spreder det gode rygte, mere end at få folk til at lægge så stor en sum som muligt, mens de er der.

Jeg har i hvert fald ikke lyst til at komme igen for egen regning, så nogen må invitere.

Gør du, Elvio?

Liflig aroma?

Jeg har netop fået tilsendt tre produktprøver på Knorr Risotto("Svampe", "Asparges" og "Safran"). I følgebrevet nævnes, at produkterne ikke indeholder kunstige tilsætningsstoffer, og det lyder da forjættende, og knap så Knorragtigt. Varedeklarationen er heller ikke så slem som man kunne forvente, omend den indeholder både gærekstrakt og mælkesukker. Og så indeholder alle tre varianter "aroma". Det behøver der heller ikke være noget odiøst i, begrebet aroma anvendes om en af følgende ting:

En veldefineret kemisk forbindelse

Et aromapræparat(fremstillet af planter eller dyr)

En reaktionsaroma(fremstillet ved opvarming af et eller flere stoffer)

En røgaroma(røgkondensat eller tjærefraktion)

Så formelt set har Knorr ret hvis deres aroma er fremstillet af naturlige produkter. Mit spørgsmål til dig er derfor om hvilke forventninger, det skaber hos dig, at en færdigret er uden "kunstige tilsætningsstoffer"?

Når jeg laver risotto, bruger jeg ikke mælkesukker, gærekstrakt eller aroma, og det er der formentlig heller ikke så mange andre der gør. Men er de så "kunstige", hvis man bruger dem i en færdigret?

Hvad synes du "kunstig" dækker over?

Hvis man anvender en "aroma" i sit produkt, er det vel fordi man ikke med produktets øvrige ingredienser kan opnå den smag eller duft, man stræber efter. Men er det så ikke lidt kunstigt, uanset om aromaen er fremstillet vha. inddampet aborresved?

Jeg har i denne sammenhæng ikke lyst til hverken at forsvare Knorr eller hænge dem ud, selvom de sikkert har mange kandidater til Røvhullet® i deres portefølje, men er blot nysgerrig efter at høre hvad du synes?

I skrivende stund har jeg ikke smagt Knorrsottoerne, men skal nok vende tilbage her på kanalen, når dommen er afsagt.

Men altså, hvad synes du?